Rejsegarantifonden
Skal du ud og rejse og er du i tvivl om din rejse er dækket af rejsegarantifonden? Det er nemt at undersøge på fondens hjemmeside. Hvis du er dækket af fondens garanti kan du modtage godtgørelse fx hvis rejsen aflyses eller arrangøren går konkurs.
I Danmark har vi en fond, der giver forskellige former for godtgørelse i forbindelse med bestemte rejsearrangementer; denne fond kaldes
rejsegarantifonden. Hvis du fx har indgået en aftale om et bestemt rejsearrangement og betalt for dette, kan fonden – i tilfælde af at rejsearrangementet alligevel ikke påbegyndes – godtgøre det indbetalte beløb. Rejsegarantifonden erstatter udelukkende rejsearrangementer, dvs. at en flybillet eller leje af feriebolig alene ikke er omfattet af fondens dækning. Et rejsearrangement skal typisk bestå både af transport og indkvartering før det hører under rejsegarantien.
Tjek om din rejse er dækket af rejsegarantifonden
Rejsegarantifonden erstatter kun rejser der er arrangeret af en rejsearrangør der enten har kontor i Danmark eller rejser der er købt hos en agent for en udenlandsk rejsearrangør, hvis denne agent har kontor i Danmark. Som hovedregel dækker fonden ikke rejser der ikke har kontor i Danmark og det er derfor en god ide at tjekke om din rejse er dækket af rejsegarantifonden. Dette kan bl.a. gøres i fondens database, hvor der findes navne og adresser på alle rejsearrangører, der er dækket af rejsegarantien. Husk altid at gemme dokumentation for præcis hvor rejsen er købt, så du let kan dokumentere, at din rejse er omfattet af rejsegarantifondens dækning, og at du derved har ret til den bistand, fonden har mulighed for at yde.

