Dykning i Thailand

Dykning i Thailand er en fantastisk oplevelse. Du dykker ned i det forholdsvis varme vand, du har god sigtbarhed, og du er omringet af de smukkeste koralrev, fisk og andre fascinerende dyr. Det er som at dykke ned i en drømmeverden.

Generelt om dykning i Thailand

Dykning i Thailand er en oplevelse, man aldrig glemmer. Har man besluttet sig for at tage på dykkerferie i Thailand, kan man tage sin dykkeruddannelse på forhånd herhjemme i Danmark, men man kan selvfølgelig også vælge at tage uddannelsen i Thailand, hvor der er et hav af dykkerbutikker, der byder på kurser på alle niveauer. Det, man skal være opmærksom på, er, om butikken er forsikret og om dens holdning til sikkerhed. Det kan derudover anbefales at vælge en skandinavisk instruktør, for det er af afgørende betydning, at man forstår undervisningen. Det bliver dog ikke en hindring, da der er adskillige dykkerbutikker, der tilbyder undervisning på dansk, svensk eller norsk. Du kan evt. undersøge dette via internettet, inden du rejser. Når du planlægger din rejse, skal du huske, at der skal gå mindst et døgn, fra du slutter dit sidste dyk, indtil du skal flyve, for at forhindre at du får dykkersyge. Hvis du bliver søsyg, skal du enten have en pakke søsygetabletter med, eller sige det i dykkerbutikken, når du bestiller turen, så er der tabletter ombord på båden. Husk også, at det ikke er godt at drikke meget alkohol dagen før et dyk. Drik helst ikke cola og kaffe, men vand og atter vand, for at undgå trykfaldsulykker. Det siges, at det er bedst at dykke i golfen, dvs. østsiden af Thailand, i april til oktober, og på vestsiden, fra oktober til april, på grund af monsunen.

Dykning er en oplevelse for livet

At dykke er en spændende oplevelse, uanset hvor man dykker. Men dykker man i Thailand oplever man som regel forholdsvis nemme dyk, dvs. vandet er varmt, og der er god sigtbarhed. Den gode sigtbarhed gør, at man kan nyde synet af de forskellige dyr fra afstand, eller tættere på, hvis man ønsker det. Det skal dog siges, at man aldrig skal røre ved dyrene eller koralerne, da begge dele kan være giftige. Dyrene kan derudover være aggressive. Blandt de mest populære steder til dykning i Thailand er Phi Phi Islands, hvor der findes et frodigt dyreliv, og Similan-øerne på Thailands vestkyst, hvor man finder store variationer i undervandsoplevelserne. Når du dykker i Thailand, kan du opleve skildpadder, søheste, hajer, og hvis du er rigtig heldig, kan du måske se en hvalhaj, hvilket er et meget sjældent syn. Brænder man virkelig for dykning, kan man vælge at prøve live-a-bord. Det er, når man bor på en båd og sejler til de forskellige dykkersteder, hvor man dykker op til 4 gange om dagen.



Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med spændende artikler og gode tilbud på rejser.
 
Tilmeld   Afmeld
Nu 14.353 modtagere.


Populære sider


RSS | © HEPHEY 2002 - 2007

Dykning i Thailand
Her er du  :   Rejsemål   >  Thailand   >  Dykning i Thailand