Reykjavik – Hotel i Reykjavik

Man kan nemt finde et hotel i Reykjavik, især, hvis man leder efter et mere luksuriøst hotel. Billige hoteller er lidt sværere at finde, men er man parat til at bo uden for bymidten, kan man finde et hotel til en fornuftig pris.

Luksuriøse hoteller i bymidten

Der er mange luksuriøse hoteller i Reykjavik, og de fleste har en rigtig god placering i centrum. Her kan nævnes, 101 Hótel, Hótel Holt og Hótel Borg. Hótel Borg er placeret tæt på alting, ved Austurvöllur, lige midt i hjertet af Reykjavik. Hotellet er exceptionelt flot indrettet, med en blanding af art noveau og jugendstil, og den tilhørende restaurant, Apótekið, er stedet, hvor de rige og berømte spiser i fred for fotografer og journalister. 101 Hótel ligger ikke langt fra bymidten, og hotellet er indrettet af en islandsk designer, uddannet i New York. Det er meget stilrent og moderne, og byder på gode faciliteter, blandt andet et stort motionscenter og en dejlig jacuzzi. Hótel Holt er et af de ældre hoteller i Reykjavik, og det har, som de andre luksuriøse hoteller, en rigtig god placering tæt på bymidten. Værelserne på Hotel Holt er ikke lige så flot indrettede som på de andre hoteller, men Hótel Holt har et godt renommé på grund af den udsøgte restaurant på hotellet. At bo på et hotel i Reykjavik med god placering betyder meget, når man overnatter i byen. Den kollektive trafik er ikke den nemmeste at anvende, og at tage bussen er halvdyrt. Men, de hoteller, der har en god placering, er dyre. Ønsker man at bo på et hotel i Reykjavik, uden at komme af med alt for mange penge, kan man lede efter alternative muligheder.

Billigt hotel i Reykjavik

Det er ikke nemt at finde et billigt hotel i Reykjavik. Er man parat til at tage bussen, kan man vælge at bo længere væk fra centrum og dermed finde et billigere hotel. Benytter man sig af den mulighed, skal man undersøge, om der er et busstoppested tæt på hotellet, og det vil være en fordel at vælge et sted, hvor man ikke behøver at skifte bus for at komme ind til bymidten. Lejer man en bil i ferien kan man finde billige hoteller i udkanten af byen, eller i de nærliggende byer, eksempelvis Hafnarfjörður, Grafarvogur eller Mosfellsbær. Byerne ligger ikke mere end 10 minutters kørsel fra Reykjavik. Et andet alternativ til et hotel i Reykjavik kan være at bo i en hotellejlighed, for her får man god service til billigere penge. Man har ikke mulighed for at få morgenmad på værelset, men til gengæld har man mere plads og egne køkkenfaciliteter. Det er et ekstra plus at kunne lave maden selv, da det er meget dyrt at spise på restauranterne i Reykjavik. Der findes selvfølgelig også et stort udbud af bed and breakfast i Reykjavik. Det kan være et godt alternativ til et hotel, men man får selvfølgelig ikke den samme service som på et hotel.



Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med spændende artikler og gode tilbud på rejser.
 
Tilmeld   Afmeld
Nu 14.353 modtagere.


Populære sider


RSS | © HEPHEY 2002 - 2007

Reykjavik – Hotel i Reykjavik
Her er du  :   Rejsemål   >  Island   >  Reykjavik – Hotel i Reykjavik